Et kedeligt indlæg uden billeder og flyvske tanker

Jeg er fan af billeder. Jeg inspireres i den grad af dem og er typen, der altid bladrer bolig- og modebladene igennem uden at ænse teksten. Engang imellem læser jeg en artikel selvsamme blade, men det er mere reglen en undtagelsen, at det ikke sker. På diverse sociale medier er det på samme måde. Jeg er en sucker for dem, der tager gode billeder. Jeg har i perioder fulgt nogen stykker fordi de skriver godt, har god humor eller andet, men det er kun i perioder. Jeg har skrevet det før. Jeg ville nok hurtigt skøjte henover min egen blog hvis jeg som fremmed snublede over den. Jeg har til tider taget mig selv i at have lyst til at skrive, men er så kommet fra det fordi jeg jo allerhelst ville lave fine indlæg med flotte billeder som jeg også selv gider se tilbage på på et tidspunkt. I dag er jeg kommet på nye og andre tanker. Jeg søgte på inspiration til noget boligindretning og fandt der, midt i billedstrømmen, pludselig billeder af mit eget (gamle) hus. Jeg læste de tilhørende indlæg på bloggen og fortsatte sørme – også med de indlæg der ikke havde billeder. Jojo. Og tænk sig. Det var hyggeligt omend også en smule nostalgisk, at læse indlæg om min barselstid med bettefesen.  Så nu kommer de. Tankerne. Mit liv. Eller det hjørne jeg nu engang vil have ud i cyberspace. Lige i dag bliver det en kort opdatering. Vi er fortsat i fuld sving med at istandsætte hus. Vi har haft elektriker i dag, der har lavet el i det kommende soveværelse. Jeg har sommerfugle i maven over at jeg snart skal flytte fra vores anden sal hvor vi de sidste seks (!) måneder har ligget på madrasser på gulvet og ned i stueetagen i vores nye soveværelse. Jeg får dagligt kriller i maven over hvor lykkelig jeg er for at vi er flyttet. Vi har fået søde naboer, pigerne er kommet i fantastiske klasser med det bedste sammenhold – både børn og forældre imellem og bettefisen er kommet i den bedste vuggestue man kunne ønske sig. Vi føler alle at vi er blevet taget så godt imod og elsker at vi bor tæt på familie. Bettefisens vuggestue er en integreret institution med i alt 31 børn. Pædagogerne er helt fantastiske. I ved sådan nogen som ikke er bange for at kysse og kramme og give udtryk for at de synes at børn – og ikke mindst mit barn – er helt fantastisk. De fysiske rammer er ligeledes fantastiske. En dejlig stor legeplads med masser af grønt, små stier til at cykle på, bakker, store træer, bålhytte, bålplads, fodboldbane, høns og diverse legehuse, gynger, sandkasser mv. Lige nu. I disse dage er jeg lykkelig helt ned i maven – også selvom at jeg så fortsat bor i byggerod, har en bums på hagen, der ikke gider gå væk, kom til at knække en tot at pandehåret (!) i morges og ikke formår at finde fine billeder til et blogindlæg.

Soveværelsesønsker

Vi er netop ved at være færdige med det nye køkkenalrum. Vi mangler fortsat en masse detaljer så “netop ved at være færdige…” skal gradbøjes lidt her, ik’. Jeg har netop malet panelerne og vi har fået taget mål til bordplade. Vi glemte i første omgang, at vi også skulle bestille en vask til så det skal også måles op. Vi mangler fortsat en masse billeder til væggene og er aktuelt ved at kigge udvalget igennem. Vi er jo flyttet fra hus til rækkehus og her er ikke helt så mange vinduer, da to af enderne på huset selvsagt sidder fysisk sammen med vores naboer og vinduer i netop disse vægge er derfor knap så velkomne. Summa summarum, der kommer billeder af hele processen omkring af flytte et køkken samt indrette et helt nyt rum, når disse detaljer er på plads. Indtil da vil jeg komme med lidt drømme til det kommende soveværelse. Jeg sad og fedtede rundt med en dum kollage og glemte så alt om en loftlampe. Altså. Den må I have til gode. Jeg kan afsløre så meget som, at det bliver en i stof eller kurveflethalløj. Det synes jeg er ret så fint i et soveværelse og passer fint til den stemning vi forsøger at skabe. Vi kommer til at male gulvene gråsorte ligesom gulvene i resten af stueetagen. Jeg skal have syet nogle gulvlange gardiner i en tung velour. Lige nu er det en mørk marineblå der hitter. Gardinerne skal gå fra væg til væg der hvor vinduet sidder. Det bliver SÅ godt 😉 Jeg overvejer at gå all in og sy undergardiner i et tyndt transparent stof for at skærme mod indkig og tage det værste sol hvis man skulle få lyst til at slænge sig i sengen om dagen også. I køkkenalrummet har vi lavet en KABE væg og hold nu op, hvor er den altså blevet helt fantastisk. Sådan en er også på ønskelisten til soveværelset. Deep blue er vi begge faldet pladask for og vil det vil passe fint med de mørke gardiner. Vi har allerede sengebordene. Dem er jeg egentlig lidt trætte af og kunne godt tænke mig noget nyt, men foreløbig får de lov til at blive. Sengelamperne har vi også og plakaten fra Martin Moore er ligeledes noget vi allerede har “på  lager” 😉 Må indrømme at jeg skifter lidt fra dette noget mørke og lidt huleagtige til noget mere lyst og luftigt og mere feminint. Nu må vi se… Uanset hvad er kodeordet “lækker hotelstemning”.

Edit: Den fine kollage jeg havde siddet og bikset med (den hvor lampen i kampens hede blev glemt) er nu spist af min dumme computer. Som i pist borte. Argh. Øv. Nu har jeg smidt et billede på at vores gamle soveværelse. Det giver jo ikke ligefrem den bedste mening, men altså når nu skidtet ikke virker for Søren da (og jeg i øvrigt er en smule træt efter at have puttet et stk. endnu mere træt og sur – omend stadig virkelig cute – lille dreng).

I kan som bonus, nu hvor kollagen er væk, se hvordan det kommende soveværelse så ud da fotografen var forbi de tidligere ejere for at knipse et billede til annoncen.

Fra skrot til slot part #1

Fra skrot til slot. Lidt søgt og meget sandt. I mit sidste indlæg skrev jeg, at vi havde købt hus. Det hus har vi både nået at overtage, at smadre fuldstændigt og er aktuelt ved at bygge det op igen. Lige som vi vil have det. Nu er hverken jeg eller min kære husbond jo født med en håndværkeruddannelse. Ej heller har nogen af os taget sådan en. Men vi elsker at finde på, at lave nye projekter og at kaste os ud i ting sammen. Selv synes jeg jo, at vi er et ret så fantastisk team. Jeg finder på en masse ting, der kunne være fedt at få lavet og F udfører det. Ej, det er ikke helt så sort/hvidt, men hånden på hjertet så er det mest manden, der har stået for renoveringen herhjemme. Og hold nu op hvor er han altså sej. Jeg ville som så mange andre ønske at mit døgn bestod af mere end sølle 24 timer. Havde jeg en time mere, ville jeg uden tvivl få skrevet meget mere herinde – også om byggeprocessen. Uden at være alt for grådig er sandheden nok, at jeg skulle bruge lidt mere end en enkelt time for der er også en del andre ting, der presser sig på over ting, jeg gerne ville have tid til. Men faktum er, at jeg stornyder endelig at få lov til at sidde ved tasterne igen og opdatere min virtuelle dagbog. Så lang historie kort er her i punktform hvad der er sket. Noget kan jeg ved lejlighed uddybe og særligt den omkring bolig, vil jeg mægtig gerne dele endnu mere af. Det er altså en lidt sjov proces at se et hus gå fra skrot til slot (eller bare fra skrot til beboeligt igen). Nå, men altså til listen.

Købt og overtaget hus

 Ny vuggestue til bettefisen, SFO og skole til de store og nyt job til undertegnede, ja tak (og i  øvrigt ikke verdens bedste timing)

Fået et utal af rykkere fra biblioteket (dårligt indtryk allerede fra start)

Indset at det der med at have familie tæt på styrer helt vildt

…som i VIRKELIG FEDT

Fået en konebil

(og sådan en som jeg virkelig lever langt på) Fået at vide af ældstebarnets klassekammerat, at jeg ligner en på 19 – og ja, tog det altså som et kompliment

 Afholdt ferie, bestilt mere ferie og drømt om endnu mere ferie.

Tilbage til overskriften. Fra skrot til slot. Som sagt noget søgt, men et par venners forslag. I mangel af bedre bliver det altså hvad I får.

De første billeder er af mellemstebarnets værelse. Det havde orange tapet og træprofillofter. Vi har fuldspartlet alle vægge, revet profillofterne ned og sat gipslofter op. Derudover har vi malet gulvet hvidt ligesom det værelse hun kom fra. Hun har selv fået lov til at vælge en ny seng og har selv valgt temaet. Vi mangler fortsat at få skiftet vinduet, men det bliver i næste omgang. Der er en del andet, der står for inden da 😉

Ps. Du kan følge med i boligprojektet på instagram

Pps. Sig endelig hej i kommentarfeltet hvis du har været forbi. Det er så hyggeligt 🙂

OLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERAOLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi har sørme købt hus

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De sidste uger har mildest talt været hektiske, tankevækkende og der er truffet STORE beslutninger. Det hus vi havde forelsket os i i Holte blev solgt to timer inden vi skrev under på salgsaftale af vores eget. Vi havde herefter en lille uge til at beslutte om vi fortsat ville sælge vores eller om vi ville blive boende. Lang historie kort. Vi har nu købt et fint rækkehus 550 meter fra mine forældre. Det er helt vanvittigt. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville “hjem” igen, men da vi ret impulsivt tog til et åbent hus føltes det bare helt rigtigt og vi bød på stedet og skrev under dagen efter. Sværere behøver det vel heller ikke at være 😉 Vi kommer til at sidde langt billigere i det hus end hvad vi ville have gjort i det andet. Det giver os en masse muligheder og ikke mindst en kæmpe (økonomisk) frihed, hvilket vi nu ved er det helt rigtige for os. Derudover er det bare skønt at komme tættere på bedsteforældrene. Pigerne kan allerede selv ruten frem og tilbage og jeg forudser, at vores unger får et endnu tættere bånd til mine forældre. Vi skal lave en hel del før det bliver som vi vil have det. Vi skal flytte et køkken ind i et andet rum , have en stor foldedør ud til haven og anlægge ny træ terresse foran. Derudover skal der sættes gipslofter op i hele huset og filt på alle vægge. Endeligt vil vi gerne have flere og større vinduer på andensalen, hvor vi kommer til at have hyggestue, men fordi det er et rækkehus, sætter det lidt begrænsninger ift. størrelsen og antallet af vinduer, hvilket gør, at vi nok ikke får denne del realiseret lige med det samme. Jeg er spændt på det der med igen at få naboer så tæt på, men tror at det bliver godt. Haven er på ca. 300 kvadratmeter, hvilket er ganske anstændigt for en rækkehushave. Der er legeplads og fodboldmål lige ude foran haven så den slags bliver vi fri for, hvilket i sig selv frigiver lidt plads. Jeg glæder mig til at vise billeder af både processen og det færdige resultat. Jeg er helt sikker på, at det bliver godt. Der er værelser til alle tre børn og to toiletter. Det ene har ikke bad, men kan etableres ved at inddrage noget af det tilstødende bryggers, så det bliver nok også et projekt på et tidspunkt.

Hverdag

IMG_4370Øvøv. Det par, der var forbi i torsdags gik ikke videre med hverken vores eller det andet hus. Så er det forfra igen. Vi har to fremvisninger i morgen, en på torsdag, en på søndag og et åbent hus også på søndag. Vi håber på, at der er nogen af dem, der bider på. Huset som vi har forelsket os i er stadig ikke solgt, så det er jo godt. Som sagt åndssvagt nervepirrende, men det kan jo gå hen og blive en fordel ved at vi så kan presse prisen lidt mere.

Bettefisen er stadig syg. Det meste af min dag i går gik med at sidde med ham på skødet i sofaen. Han ville kun sove ovenpå mig og hver gang, jeg forsøgte at lægge ham, vågnede han og protesterede. Det er nu meget hyggeligt omend man kan få lidt tendens til røde knopper over slet ikke at få lavet noget – hverken oprydning eller det arbejde, som jeg havde taget med hjem for at få lavet. Sådan er det. Jeg forsøger at nyde, at han trods alt gerne vil putte. Snart er den tid ovre og mon så ikke man ser tilbage og måske fortryder at man ikke nød det mere?

Pigerne er sendt afsted til skole og fisen er nu faldet i søvn på skødet af mig. Surprise. Jeg kan lige akkurat sidde og skrive med en hånd på tastaturet. Helt sikkert et ømt syn. Når han vågner, vil jeg liste ud for at lave morgenens anden kop kaffe og hvis det går vildt for sig, måske endda tage rigtigt tøj på. Vi må se…

God dag til jer

Underskrift

Kælkebakke og krydsede fingre

IMG_4381Så vi har åbenbart en ret så fantastisk kælkebakke her i nærheden. Jeg vidste det egentlig godt, men vi har aldrig besøgt den. Indtil i dag. Det var jo så ret tosset. Altså at vi først nu – mere end fem år efter vi flyttede her til – besøgt egnens bedste kælkebakke. God lang, den helt rette hældning, fyldt med den bedste kælkesne og en skøn udsigt fra toppen. Husets tage, en masse grinende børn og deres forældre til den ene side og havet til den anden. Det er noget, der er godt for sjælen.

Da vi kom hjem lettere forfrosne og med godt røde kinder, var deres farmor og farfar kommet forbi til et kort visit. Vi skulle egentlig have mødtes med dem på Frederiksberg, men bettefisen er desværre blevet syg med høj feber, så vi måtte rykke aftalen herhjem. Nu sidder både bettefis og mellemstebarn og hænger i sofaen øvøv.

I morgen får vi svar fra mægleren på om det par, der var til fremvisning her i torsdags, vil gå videre med vores hus. Lige nu står valget, så vidt vi er informeret om, mellem vores hus og et rækkehus. Vi har en ret stor grund, hvilket de var glade for og derudover køkken i åben forbindelse med stuen, hvilket vidst også var et plus. Kryds gerne lige fingre og tæer for at det falder i hak det hele. Jeg synes at det er lige lovlig spændende for tiden.

Ellers byder ugen ikke på de store udskejelser, hvilket passer perfekt nu sygdommen igen har valgt at slå et smut forbi hytten. Fik jeg sagt, at jeg glæder mig til at det bliver forår??

God uge til jer.

Underskrift

Hverdag, rådighedsvagt og billige point på morkontoen

Jeg kan mærke at jeg har mere lyst til at skrive fremfor at tage billeder for tiden. Selv læser jeg lige for tiden nærmest kun blogs, hvor der er en masse billeder så selv ville springe direkte videre ved et indlæg helt uden billeder. Men altså, når nu det handler om mit liv, bliver jeg nok hængende lidt endnu. Så kan jeg jo passende slette de mest åndssvage indlæg, når jeg igen rammes af et tidspunkt, hvor der er lyst nok udenfor til at kunne tage lidt billeder – hvilket jo i virkeligheden bare er et synonym for “jeg-er-simpelthen-for-træt-til-at-foretage-mig-andet-end-at-underholde-børn-når-jeg-endelig-har-fri-for-arbejdet-ligsom-ik”.

I sidste uge havde jeg rådighedsvagt, hvilket betyder at jeg skal stå til rådighed alle timer udenfor normal arbejdstid. Vagten går fra fyraften mandag til mandag morgen ugen efter. Det kan godt være lidt rodet ift. bettefisen fordi jeg ikke kan have ham alene, når jeg har den vagt. Jeg skal kunne tage telefonen når den ringer og skal enten kunne hjælpe via telefonen eller rykke ud med det samme. Vi har organiseret os ud af det ved at manden, der heldigvis har et udemærket job med gode fleksible arbejdstider, henter bettefisen den uge hvor jeg har vagten. Derudover henter min mor en gang, hvor han så kan arbejde længe. De dage hvor han henter, sætter han sig typisk ind for at arbejde enten når han kommer hjem eller når ungerne er lagt. Faktisk er jeg lidt pjattet med de uger fordi han kommer tidligt hjem. Normalt er han først hjemme omkring aftensmadstid, hvilket betyder at jeg henter, underholder og laver mad (jf. ovenstående omkring de manglende billeder). Men jeg er pjattet med det. Eller faktisk ikke den del omkring madlavningen. Overhovedet. Men mit arbejde, mine børn og det liv vi lever lige nu. Til trods for at vi begge er ansat fuld tid, er vi så heldige at vi har fleksible arbejdstider, mulighed for at arbejde hjemme og er steder med gode kollegaer. Det betyder alverden. Lige nu synes jeg at livet rocker. I morgen kan det være jeg synes noget andet. Pigerne har været glade og hussnakken og ejendomsmæglerens skilt har for en stund været glemt. Mellemstebarnet har i dag gået i skole i 100 dage, hvilket er blevet fejret med stor fest i skolen. Hold op, hvor har hun glædet sig til den dag længe. Jeg kom vidst til at give hende mascara på. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg aldrig ville gøre den slags, men når nu man har haft vagt en hel uge og har arbejdet både nat og dag (bogstavligt) er det altså virkelig billige point på morkontoen. Og det var ikke særlig meget. Og hun har været så sød i dag og kiggede på mig lige inden hun lukkede øjnene og sagde “jeg elsker dig altså virkelig højt mor”. Elsker det pigebarn. Nu vil jeg gå ind og putte med hende. Jeg kom nemlig også til at putte hende i vores seng. Men det var mest fordi at hun havde en hævet tunge og jeg jo var bange for at den skulle hæve sig endnu større i løbet af natten, ik…

Kys og kram

Underskrift

Historien om et til salg skilt, triste piger og en mor i syv sind

Så vi har jo kig på det her hus tættere på familien. Tættere på skov og flot natur, en god skole og gode institutioner. Alt var jo på papiret rigtig fint. Indtil vores mægler efterlod et til salg skilt.   Den havde vi ikke lige gennemtænkt til fulde. Pigerne har set huset og har været ret begejstrede. Der er god plads at boltre sig på, eget værelse til alle, to badeværelser (det ene lilla – win for to tøser) og kastanjetræ og kælkebakke i haven. Vi har ikke involveret dem så meget i processen da vores holdning har været, at vi gerne vil kunne give dem noget mere håndgribeligt end at “vi måske skal flytte, men altså kun hvis vi får solgt vores hus hurtigere end de andre, der har indgået købsaftale og at vi ellers har i sinde at blive boende…” Tilbage til til salg skiltet. Lige pludselig stod det der og det kom nærmest samstemmigt fra dem begge “jamen hvad nu hvis der så er nogen, der køber det???“. Det var i går. Både i går og i dag har vi haft to triste piger og et par veninder fra vejen, der har haft grædt salte tårer og givet udtryk for, at de slet ikke har lyst til at skulle flytte væk fra deres trygge hverdag. Her til aften spurgte mellemstebarnet om vi ikke også selv synes det var hårdt at skulle flytte fra både hus og arbejde. Da hun fandt ud af, at vi jo faktisk skulle blive på vores nuværende arbejde, blev alting jo kun meget værre. Lidt ligesom når ens barn skal sove på eget værelse og undrende spørger, hvorfor at mor og far dog får lov til at sove sammen, når de er voksne og tilsyneladende ikke længere er bange for alle de monstre, der findes under stort set alle børnesenge. Øv, den er hård. Og øv, hvor bliver jeg dog i syv sind over alt det her boligsnak og boligdrømme. Lige nu trives vores børn. De har legekammerater lige rundt om hjørnet og jeg kan jo hverken forudsige eller love, at det samme gør sig gældende når/hvis vi flytter. Jeg har læst nærmest alt der er af viden og litteratur på området (muligvis en anelse arbejdsskadet) og ved, at det er helt naturligt og at en succes handler om måden vi som forældre håndterer det på. Og at det alt andet lige er nemmere at flytte børn i indskolingen fremfor mellemtrin og udskoling, men derfor gør det stadig ondt helt ind i hjertet, at vi skal udsætte vores børn for dette. Vi har igen lavet lange lister herhjemme med for og imod og er stadig ikke i tvivl om, at det er det rette at fortsætte da rigtig mange andre ting giver mening. Pigerne har selv lavet en liste og der er faktisk flere ting på plus siden end på vores og færre ting på minussiden. Deres humør svinger selvfølgelig hele tiden og de er skiftevis begejstrede og triste ved tanken om en eventuel ny hverdag, men jeg ville gerne have udskudt alt dette til vi var mere sikre og ville – hvis jeg havde kunne skrue tiden tilbage – have bedt mægleren om at beholde sit skilt i sin forretning. Nu krydser vi fingre for at resten af processen går hurtigt så vi kan få lidt afklaring og håber og ber til, at det uanset hvad må være det rigtige der sker for vores lille familie.

Billedet er fra vores nytårstur fra Blåvand ved vesterhavet. Jeg ville egnetligt have vist flere, men computeren strækker, så det må vente.

Underskrift

 

Nytår, tanker og lidt status

Nytår. Tanker og lidt status. Jeg bilder jo mig selv ind, at dette indlæg ikke har noget at gøre med, at nytår typisk er der, hvor man har en masse ønsker om ændringer, vaner, forsætter osv. Og jeg tænker egentlig at jeg har ret. Jeg har ingen intentioner om at skrive, at nu vil der igen være masser af aktivitet på bloggen her. Eller nu kommer der til at ske store ting i mit liv. Bloggen har altid været min egen virtuelle dagbog med tekst og billeder om en tid i en børnefamilie og en tid i mit liv, der på alle områder går rigtig stærkt. Den går bestemt ikke mere langsomt af, at jeg igen er begyndt at arbejde og at bettefisen er startet i vuggestue.

Mit sidste indlæg handlede om sorg. Om at min bror havde mistet sin søn, mine forældre havde mistet deres barnebarn og at jeg havde mistet min lille nevø. Familien er fortsat i sorg og min bror og hans kone selvsagt fortsat i dyb sorg. Da jeg i august modtog opkaldet om, at min lille nevø ikke længere var blandt os, havde jeg ikke i min vildeste fantasi tænkt, at det ville påvirke hele familien så meget. Og tak for det. Det ville have været umuligt at komme videre hvis man havde vidst det. Tror jeg. Sagen er, at sådan noget jo sætter rigtig mange tanker igang. Nogen har jeg lyst til at dele her, nogen holder jeg for mig selv. Om ikke andet for en tid endnu.

Noget af det, der har fyldt meget er tiden med familien og dem som man holder af. Vi har en del rigtig tætte venner og nogen er vi gennem det sidste år blevet endnu tættere med. Det betyder alt for mig, at være sammen med mennesker som jeg holder af og elsker og jeg vil til enhver tid prioritere tid sammen med dem fremfor at stresse over ting jeg ikke når – vasketøj, der ikke bliver ordnet, vinduer der ikke bliver pudset osv. Jeg har nok altid haft det sådan, men jeg er blevet langt mere bevidst om det den seneste tid (hvilket tildels er skyld i den ringe aktivitet herinde ;)) Ift. familien har vi et ønske om at flytte tættere på dem. Jeg tror desværre aldrig vi kommer til at bo så tæt på dem, at man kan gå hjem til hinanden. Min kære mand, er desværre ikke klar på at flytte til Ganløse, hvor mine forældre bor, og jeg tror heller ikke selv, at jeg er klar til at flytte så langt væk fra byen. Men vi er blevet enige om, at vi gerne vil flytte nord for København og har aktuelt kig på et hus i Holte som vi meget gerne vil købe. Så hjælp gerne med at krydse fingre 😉 Min far er opvokset i Holte, jeg har fortsat familie, der bor der og mine bedsteforældre boede der til den dag vi mistede dem (og ja, det var samme dag…). Rigtig mange af mine barndomsminder er fra den by og hver gang vi kommer derhen bliver jeg glad helt ind til benet. Det må da betyde noget, ikke? Hvis vi får fingrene i det hus, vil pigerne (og bettefisen på sigt) kunne tage en bus direkte hjem til mine forældre og det er altså en markant bedring i forhold til nu, hvor jeg ikke aner, hvordan man kommer dertil med det offentlige. Børnenes bedsteforældre på mandens side bor tæt på Lyngby og vi vil således også komme tættere på dem ved at flytte.

Ift. bloggen her, vil jeg fortsætte med at skrive, når jeg har noget at skrive om. Jeg er fortsat ret vild med universet og muligheden for at få nedfældet tanker og arkiveret billeder og tekst fra tiden som småbørnsfamilie. Mit håb er da, at den vokser sammen med mig og at jeg på en eller anden måde finder en retning for den som giver mening. Jeg har tidligere skrevet om vores hverdag, om livet som mor til tre og primært om et liv på barsel. Jeg har skrevet lidt om mine interesser for indretning, om haveliv osv. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal lukke mere op for mit arbejdsliv, da det jo er en stor del af, hvem jeg også er og jo er noget, der naturligt fylder, nu hvor jeg for alvor er tilbage til det hektiske arbejdsliv. Den må jeg tygge lidt på 🙂

Nu vil jeg gå ind og kysse lidt på mine børn og glædes over, at år 2015 trods meget sorg også bød på lykkelige øjeblikke i form af nevøer på begge sider af familien, nye (virkelig fantastiske) venskaber, skønne arbejdsopgaver, udvidet klarsyn ift. de vigtige ting i livet og en drøm om at flytte til Holte, der måske snart går i opfyldelse.

Rigtig godt nytår til jer

Kys og kram

Underskrift

Den største sorg

Midt i sorgen. Midt i tabet. Lidt på kanten. Søsteren.

Ja, jeg er søsteren til ham, der i tirsdags mistede sin lille søn. Den søn som han kun fik lov til at være sammen med i 59 dage. Det kom uventet og ingen kan forstå, hvorfor livet ikke måtte fortsætte. Tiden står stille i vores lille familie og alligevel er vi vidne til, hvordan den suser afsted for alle andre. Jeg er søsteren. Hende lidt på kanten. Hende, der har tre børn, der fortsat skal hentes og bringes, der skal laves lektier med og som skal følges til legeaftaler og aktiviteter. Hende der pt ikke er i stand til at arbejde og hende, der har brug for at få skrevet lidt tanker et sted.

Kanten er stedet, hvor man gør alt i sin magt for at hjælpe forældre og bedsteforældre og den lille nevø, der har mistet sin højtelskede lillebror. Kanten er stedet, hvor man bliver nødt til at tænke praktisk og forholde sig til uretfærdige realiteter. Det skal forældrene også. Og bedsteforældrene. Os på kanten prøver at støtte og bære så meget vi kan. Vi prøver at støtte med at bære den byrde som skal bæres gennem resten af livet. Og så græder vi i vores senge inden vi skal sove. Der hvor tiden også står stille for os. Der hvor andre sover og vores børn er lagt.

På kanten græder vi ved tanken om det som forældrene nu gennemlever. Vi forsøger at sætte os ind i smerten og græder ved tanken om selv at stå der. Og indser, at det gør for ondt at tænke tanken færdig. Der står de. Forældrene. Midt i livets værste mareridt. Vi tager hinanden i hænderne og forsøger at danne en ring rundt om dem. Vi gør alt vi kan.

Det er hårdt.

1 2 3 15