tanker

Et kedeligt indlæg uden billeder og flyvske tanker

Jeg er fan af billeder. Jeg inspireres i den grad af dem og er typen, der altid bladrer bolig- og modebladene igennem uden at ænse teksten. Engang imellem læser jeg en artikel selvsamme blade, men det er mere reglen en undtagelsen, at det ikke sker. På diverse sociale medier er det på samme måde. Jeg er en sucker for dem, der tager gode billeder. Jeg har i perioder fulgt nogen stykker fordi de skriver godt, har god humor eller andet, men det er kun i perioder. Jeg har skrevet det før. Jeg ville nok hurtigt skøjte henover min egen blog hvis jeg som fremmed snublede over den. Jeg har til tider taget mig selv i at have lyst til at skrive, men er så kommet fra det fordi jeg jo allerhelst ville lave fine indlæg med flotte billeder som jeg også selv gider se tilbage på på et tidspunkt. I dag er jeg kommet på nye og andre tanker. Jeg søgte på inspiration til noget boligindretning og fandt der, midt i billedstrømmen, pludselig billeder af mit eget (gamle) hus. Jeg læste de tilhørende indlæg på bloggen og fortsatte sørme – også med de indlæg der ikke havde billeder. Jojo. Og tænk sig. Det var hyggeligt omend også en smule nostalgisk, at læse indlæg om min barselstid med bettefesen.  Så nu kommer de. Tankerne. Mit liv. Eller det hjørne jeg nu engang vil have ud i cyberspace. Lige i dag bliver det en kort opdatering. Vi er fortsat i fuld sving med at istandsætte hus. Vi har haft elektriker i dag, der har lavet el i det kommende soveværelse. Jeg har sommerfugle i maven over at jeg snart skal flytte fra vores anden sal hvor vi de sidste seks (!) måneder har ligget på madrasser på gulvet og ned i stueetagen i vores nye soveværelse. Jeg får dagligt kriller i maven over hvor lykkelig jeg er for at vi er flyttet. Vi har fået søde naboer, pigerne er kommet i fantastiske klasser med det bedste sammenhold – både børn og forældre imellem og bettefisen er kommet i den bedste vuggestue man kunne ønske sig. Vi føler alle at vi er blevet taget så godt imod og elsker at vi bor tæt på familie. Bettefisens vuggestue er en integreret institution med i alt 31 børn. Pædagogerne er helt fantastiske. I ved sådan nogen som ikke er bange for at kysse og kramme og give udtryk for at de synes at børn – og ikke mindst mit barn – er helt fantastisk. De fysiske rammer er ligeledes fantastiske. En dejlig stor legeplads med masser af grønt, små stier til at cykle på, bakker, store træer, bålhytte, bålplads, fodboldbane, høns og diverse legehuse, gynger, sandkasser mv. Lige nu. I disse dage er jeg lykkelig helt ned i maven – også selvom at jeg så fortsat bor i byggerod, har en bums på hagen, der ikke gider gå væk, kom til at knække en tot at pandehåret (!) i morges og ikke formår at finde fine billeder til et blogindlæg.

Historien om et til salg skilt, triste piger og en mor i syv sind

Så vi har jo kig på det her hus tættere på familien. Tættere på skov og flot natur, en god skole og gode institutioner. Alt var jo på papiret rigtig fint. Indtil vores mægler efterlod et til salg skilt.   Den havde vi ikke lige gennemtænkt til fulde. Pigerne har set huset og har været ret begejstrede. Der er god plads at boltre sig på, eget værelse til alle, to badeværelser (det ene lilla – win for to tøser) og kastanjetræ og kælkebakke i haven. Vi har ikke involveret dem så meget i processen da vores holdning har været, at vi gerne vil kunne give dem noget mere håndgribeligt end at “vi måske skal flytte, men altså kun hvis vi får solgt vores hus hurtigere end de andre, der har indgået købsaftale og at vi ellers har i sinde at blive boende…” Tilbage til til salg skiltet. Lige pludselig stod det der og det kom nærmest samstemmigt fra dem begge “jamen hvad nu hvis der så er nogen, der køber det???“. Det var i går. Både i går og i dag har vi haft to triste piger og et par veninder fra vejen, der har haft grædt salte tårer og givet udtryk for, at de slet ikke har lyst til at skulle flytte væk fra deres trygge hverdag. Her til aften spurgte mellemstebarnet om vi ikke også selv synes det var hårdt at skulle flytte fra både hus og arbejde. Da hun fandt ud af, at vi jo faktisk skulle blive på vores nuværende arbejde, blev alting jo kun meget værre. Lidt ligesom når ens barn skal sove på eget værelse og undrende spørger, hvorfor at mor og far dog får lov til at sove sammen, når de er voksne og tilsyneladende ikke længere er bange for alle de monstre, der findes under stort set alle børnesenge. Øv, den er hård. Og øv, hvor bliver jeg dog i syv sind over alt det her boligsnak og boligdrømme. Lige nu trives vores børn. De har legekammerater lige rundt om hjørnet og jeg kan jo hverken forudsige eller love, at det samme gør sig gældende når/hvis vi flytter. Jeg har læst nærmest alt der er af viden og litteratur på området (muligvis en anelse arbejdsskadet) og ved, at det er helt naturligt og at en succes handler om måden vi som forældre håndterer det på. Og at det alt andet lige er nemmere at flytte børn i indskolingen fremfor mellemtrin og udskoling, men derfor gør det stadig ondt helt ind i hjertet, at vi skal udsætte vores børn for dette. Vi har igen lavet lange lister herhjemme med for og imod og er stadig ikke i tvivl om, at det er det rette at fortsætte da rigtig mange andre ting giver mening. Pigerne har selv lavet en liste og der er faktisk flere ting på plus siden end på vores og færre ting på minussiden. Deres humør svinger selvfølgelig hele tiden og de er skiftevis begejstrede og triste ved tanken om en eventuel ny hverdag, men jeg ville gerne have udskudt alt dette til vi var mere sikre og ville – hvis jeg havde kunne skrue tiden tilbage – have bedt mægleren om at beholde sit skilt i sin forretning. Nu krydser vi fingre for at resten af processen går hurtigt så vi kan få lidt afklaring og håber og ber til, at det uanset hvad må være det rigtige der sker for vores lille familie.

Billedet er fra vores nytårstur fra Blåvand ved vesterhavet. Jeg ville egnetligt have vist flere, men computeren strækker, så det må vente.

Underskrift

 

Den største sorg

Midt i sorgen. Midt i tabet. Lidt på kanten. Søsteren.

Ja, jeg er søsteren til ham, der i tirsdags mistede sin lille søn. Den søn som han kun fik lov til at være sammen med i 59 dage. Det kom uventet og ingen kan forstå, hvorfor livet ikke måtte fortsætte. Tiden står stille i vores lille familie og alligevel er vi vidne til, hvordan den suser afsted for alle andre. Jeg er søsteren. Hende lidt på kanten. Hende, der har tre børn, der fortsat skal hentes og bringes, der skal laves lektier med og som skal følges til legeaftaler og aktiviteter. Hende der pt ikke er i stand til at arbejde og hende, der har brug for at få skrevet lidt tanker et sted.

Kanten er stedet, hvor man gør alt i sin magt for at hjælpe forældre og bedsteforældre og den lille nevø, der har mistet sin højtelskede lillebror. Kanten er stedet, hvor man bliver nødt til at tænke praktisk og forholde sig til uretfærdige realiteter. Det skal forældrene også. Og bedsteforældrene. Os på kanten prøver at støtte og bære så meget vi kan. Vi prøver at støtte med at bære den byrde som skal bæres gennem resten af livet. Og så græder vi i vores senge inden vi skal sove. Der hvor tiden også står stille for os. Der hvor andre sover og vores børn er lagt.

På kanten græder vi ved tanken om det som forældrene nu gennemlever. Vi forsøger at sætte os ind i smerten og græder ved tanken om selv at stå der. Og indser, at det gør for ondt at tænke tanken færdig. Der står de. Forældrene. Midt i livets værste mareridt. Vi tager hinanden i hænderne og forsøger at danne en ring rundt om dem. Vi gør alt vi kan.

Det er hårdt.

Gode traditioner

  • image title

    Julehygge

  • image title

    Julehygge

  • image title

    Julehygge

Tryk på prikkerne for at se flere billeder

Herhjemme har vi de sidste tre år haft en fast tradition med at holde 1. juledag hellig. Vi har i flere år holdt jul skiftevis hos min og mandens familie og har indtil for tre år siden sovet, hvor vi har holdt jul. Det har været hyggeligt, men har også været lidt stressende med alle de mennesker (og alt det legetøj) 1. juledag og vi har kunne mærke på børnene, at de særligt som de er blevet ældre, har haft behov for at kunne slappe af alene og bare få lov til at nyde alt det nye. Efter vi flyttede i hus, er vi derfor taget hjem efter juleaften og det har udviklet sig til en tradition, der er højt elsket af hele familien. Ih, hvor jeg dog elsker den dag. Vi har ingen planer, ingen familiebesøg, ingen julefrokoster eller andet tjuhej, men skal blot hygge med ungerne. Jeg har lavet snyderester så vi har både steg, brun sovs, småkager, “godter” og risalamande som bliver taget frem flere gange i løbet af dagen 😉
I dag vågnede vi til en snedækket have og der skulle selvfølgelig bygges snemand. Udover snemandsbyggeri har vi samlet lego, kigget (og leget med) gaver, set julefilm, haft nattøj på heeele dagen og hørt julemusik. Vi skal først til julefrokost d. 27. så i år har vi hele to dage, hvor der ingen planer er. Om jeg elsker det?? JA!
Alle ungerne har sovet de sidste par timer og manden er gået omkuld på sofaen. Jeg smutter ud og sætter en kop the over, smækker benene op og nyder en stille stund alene. Jeg er simpelthen så taknemlig over den lille familie som vi har skabt os. Tænk at man kan være så heldig…

Håber I alle har haft en dejlig jul og 1. juledag.

Om at få tre børn

8.sep-2B2014

I disse dage er jeg hjemme med alle tre unger og jeg nyder det. A går jo i skole så jeg kan ikke rigtig holde hende hjemme som jeg tidligere har haft mulighed for. Derfor er det bare om at nyde det, når hun har ferie og vi derfor alle kan hygge sammen. F har sidste arbejdsdag i dag og så tilslutter han sig ferieselskabet 😉 Der er rigtig feriestemning i det lille hjem. Vi nyder at kunne blive liggende i sengen og ikke at skulle skynde os afsted om morgenen for at få ældstebarnet i skole til tiden og så nyder jeg at have fået en lille “efternøler”. Jeg er godt klar over, at han ikke er en rigtig efternøler, men det føles lidt sådan da der kun er to år mellem de store og så fem år ned til ham. Pigerne er SÅ glade for ham og utrolig hjælpsomme og særligt A er virkelig en stor hjælp. Hun kan selv bære ham rundt og kan sagtens holde øje med ham hvis jeg fx skal i bad (eller lige vil sove lidt længere ;)). Begge piger er faktisk begyndt at kunne trøste ham og der er ingen tvivl om, at han er kæmpe fan af begge. De kan simpelthen få ham til at klukke af grin. Sikke stor kærlighed og hvor kan det dog varme ens moderhjerte at se dem alle tre på den måde sammen <3 Min største anbefaling til at få tre børn (og måske en endnu større anbefaling om at vente de år så man virkelig kan nyde dem og måske særligt den sidste for nydes – det bliver han)

God 23. december til jer alle.

Om at blive gravid som 23 årig

Der var engang for otte år siden, hvor jeg i en periode over nogen uger havde roskildesyge. Det skulle så vise sig, at det slet ikke var roskildesyge, men ganske normale følger af en graviditet. På det tidspunkt var jeg 23 og manden 24. Vi var begge godt igang med vores studier og ingen i venneflokken havde børn. Vi blev så de første… Syv måneder senere kom A og vendte op og ned på vores liv og så alligevel ikke. Jeg har altid haft lyst til at få børn tidligt og gerne have dem inden jeg blev 30. Vi havde også talt om, at det kunne være et fint tidspunkt at få et barn under studiet og det faldt så heldigt, at A meldte sin ankomst mellem to semestre hvilket gav os et par måneder sammen som familien inden F startede sit studie igen. Samtidig gjorde det, at jeg lige kunne nå at afslutte de fag jeg var igang med. Da vi var de eneste i vennekredsen, der havde børn og i øvrigt selv kun boede på 47 kvadratmeter gjorde det at A tidligt blev vænnet til at kunne sove alle vegne og vi har derfor altid kunne have hende med rundt. Selvfølgelig har alt været på hendes præmisser og vi havde sikkert handlet anerledes hvis ikke hun havde trivedes med at komme med rundt.

At blive mor i en alder af 24 har for mig været skønt og det helt rigtige. Jeg har ikke følt at jeg er gået glip af noget og følte mig egentlig ikke dengang (for) ung. Det er i virkeligheden først nu, at jeg føler at jeg allerede er kommet langt i mit liv og at jeg allerede nu har opnået mange ting og fortsat har lang tid foran mig – både til at opleve mine børn blive store, at nyde min mand og vores liv sammen og ikke mindst gøre karriere. For mig var det helt sikkert en stor overraskelse at stå med et hav af test med to fine røde streger, men det blev heldigvis lynhurtigt en overraskelse som vi glædede os meget over. Fra den dag A gjorde sin entre på meget hurtig vis, har vi været beriget med hendes glade væsen og store smil. Jeg ved ikke, hvordan vores liv ville have udviklet sig hvis ikke hun var kommet, men er i dag taknemmelig over, at man ikke altid selv er herre over, hvad der sker og at der trods uventede overraskelser – gode som dårlige – altid er en mulighed for at det kan udvikle en og i sidste ende måske gøre en mere lykkelig end hvis tingene var gået som først planlagt…

A til sin 1 års fødselsdag

Er der gået leverpostej i den

Uno2 Uno1 Uno3

Jeg har en veninde hvor et fast spørgsmål på dagsordenen når vi mødes (F griner af at jeg skriver dagsordenen, men ærligt, det er der altså tit når der skal venindehygges, ik??) nå, men det faste punkt er, om der er gået leverpostej i den. Altså om rutinerne har overtaget, om børnene fylder for meget i forhold til parforholdet, om det kun handler om, hvem der henter hvem og hvornår, legeaftaler, aktiviteter, madplaner, indkøbslister mm. I princippet dækker det vel også over om der er tid til at pleje en selv, at farve hår så man ikke render rundt med den flade…leverpostejsfarvede manke. Det er et fint punkt lige at få vendt da det jo kun er den ulækre leverpostej man ikke gider og det giver også anledning til gode snakke om, hvilken leverpostej man kan lide og hvilken man ikke kan lide (måske lidt for billedligt nu?). Noget som vi for eksempel er uenige om er madplaner – altså om de hører på leverpostejslisten – den ulækre af dem. Herhjemme er vi ret begejstrede for konceptet, men mest fordi det jo frigiver en masse tid til alt muligt andet og at man ikke hver dag skal en tur i Netto sammen med resten af områdets mere eller mindre irriterende unger. For mig er det på leverpostejslisten. Altså de “spontane” Nettoture hvor der skal handles til en spontan ret til aftensmaden. Det spontane bliver jo netop til leverpostej når det gøres hver dag ikke? Her er min veninde helt modsat mig. Nå, men til det som jeg egentlig ville skrive om… måske er jeg vokset fra at være bange for den ulækre leverpostej. Altså leverpostejen må ikke gå ud over parforholdet, hvorfor vi siden vi fik A har prioriteret kærestetid, at gå til koncerter mv. Men der hvor leverpostejen ikke er så farlig er i mange af de andre rutiner. For eksempel synes jeg en hyggelig rutine herhjemme er at komme hjem om eftermiddagen og spille med tøserne. Der er ingen tvivl om at de elsker det og at der kan tages mange gode snakke henover et slag terning UNO og at der i øvrigt kan foretages nyttige ting under sådan en omgang. I dag spiste jeg for eksempel en leverpostejsmad…

Om de store beslutninger

I går kl. 22.19 tikkede der en mail ind i indboksen, der fik mit hjerte til at springe et slag over. Jeg kan ikke gå så meget mere ind i det nu end at konstatere at mit hjerte altså sprang et slag over og fortsat ikke helt har genfundet sin normale rytme. Lige nu er jeg på barsel. Og jeg elsker det. Jeg har i fire år længtes efter en barsel (men først efter barnet det sidste halvandet ;)) og er her nu og vil ikke bytte det for noget i verden. At lige præcis denne mail skulle dukke op lige præcis nu, kunne ikke være værre timet og der skal derfor træffes beslutninger, sluges kameler, lægges planer og drømmes drømme. Der er lige for en stund prikket hul på den barselsboble som jeg er så glad for og der skal derfor tænkes lidt længere frem end blot, hvad dagen i morgen byder på. Min dejlige onsdag blev derfor afløst af et lille “hej til virkeligheden” og mor her skal derfor igang med at se på, hvad og hvordan den dyrebare tid mens børnene er små skal prioriteres… ih, det er svært at ville det hele på en gang!

Og så til en god ting. Mens jeg skriver indlægget her popper denne besked ind fra min gravide søster: “Vi leverer endnu en fætter :-)” Jaaaa, jeg skal være moster til en lille nevø og V får en lille legekammerat…

Billedet har ikke så frygtelig meget med indholdet at gøre udover at vise mig selv, at det er en ret sød baby jeg pt får lov at spendere dagene med

Har han stadig ikke noget hår…?

Villum-2Bnovember-2B2014-2-

Er det bare mig eller er det ikke ok og i øvrigt normalt med en baby på tre måneder, der fortsat ikke har den mest overdådige hårpragt? Til to forskellige anledninger i går blev lillebrors manglende hår nævnt. “Uh, det er ikke meget hår, han har hva'”, “skal han ikke snart have lidt mere hår på hovedet”, “I kan da vidst ikke lave børn med hår, hva'”. Øh nej, det kan vi åbenbart ikke, men jeg synes da stadig at vi laver ret søde børn – med eller uden hår. Indrømmet, jeg er da den første til at kommentere andre babyers hår, hvis/når de har det i en tidlig alder for jeg er simpelthen så dybt imponeret og synes det er så fint, men det er jo ligeså meget fordi det trods alt ikke er så ofte at børn, der tenderer til det gennemsigtige som vores gør, har så meget hår. Indtil videre har 2/3 af vores børneflok da fået en fin manke. Ældstepigen endda næsten ned til lænden så der er da også håb for at lillebror ikke skal forblive skaldet…Dagen i dag byder på efterfødselstræning. Det er anden gang vi er afsted og sidst gik simpelthen så godt og jeg havde ondt flere dage efter. Det er vidst meget godt, at jeg kommer lidt igang på den front 😉

Ferie og babybobel

Vi har trukket stikket ud herhjemme. Vi går alle og venter lillebrors ankomst og nyder lige pt. vores to piger og det samvær vi har med dem. Om kort tid kommer der endnu et familiemedlem og vælter rundt på den hverdag, vi har haft de sidste år. Jeg har valgt at vente lidt med at opdatere på bloggen til efter hverdagen igen er begyndt. Det kan være der kommer lidt småindlæg engang imellem, men indtil babys ankomst vil jeg som sagt forsøge at nyde tiden med kun to børn 🙂

Vi har ferie til på mandag hvor jeg da både håber og satser på at baby er i barnevognen og ikke i maven til storepigens første dag i 1. klasse…

1 2