Så så man lige en uge flyve afsted og en familie (ja, nok nærmere moren i familien) med en alt for proppet kalender og alt for mange aftaler overni hinanden. Nu har jeg jo haft en relativt rolig barselstilværelse og bare taget tingene og dagene som de er kommet. En uge med knald på, kan derfor mærkes. Eller også er det alderen. Alderen som snart rammer 32 år for undertegnedes vedkommende. Gisp. Men det har været en god uge, der har budt på hygge med kollega, reception for anden kollega, der har fået nyt job, hygge med veninde og svigerinde, valgøl med de skønneste kvinder fra mødregruppen, endnu mere hygge med kollegaer og en masse afslutningshalløj til diverse aktiviteter som børnene går til. Vi har normalt ikke noget imod aftaler i hverdagene, men jeg kan da godt mærke, at aftaler hver aften, ikke bliver holdbart, når først det virkelige liv begynder igen. Men nu er det ok og ganske tiltrængt. Det der med at komme lidt væk uden at have en baby under armen. Jeg er så småt ved at forlige mig med tanken om, at han skal i vuggestue. Vi har som sagt fået plads i en vuggestue som vi kender og som vi har været godt tilfredse med. Så jeg er som sådan ikke bekymret for, hvorvidt den del lever op til forventningerne. Når nu man skal i vuggestue, er det trods alt en god forudsætning. Det er mere det faktum, at jeg reelt synes han er for lille. Han vil kun lige være et år, når han starter. Jeg er klar over, at nogen starter tidligere, men faktum er, at jeg jo dybest set mener, at han ville have bedst af at være hjemme. Jeg er slet ikke bekymret for ham. Han er en meget social og nysgerrig dreng fyldt med gåpåmod og han skal da nok få gode dage, men i den alder, har han altså mest brug for voksenkontakt, kys og kram. Han skal tids nok blive socialiseret. Men altså. Vores virkelighed – som så mange andres – er, at han skal afsted. Vi har ikke mulighed for at holde ham hjemme længere og ærligt er jeg også bange for at jeg, når alt kommer til alt, ikke egner mig til at være hjemmegående. Jeg har elsket som i knuselsket min barsel og gør det stadig, men der er også forskel på barsel og så at være hjemmegående. Det kræver en del mere på nærmest alle fronter. Jeg ville måske ønske, at vi havde modet, energien og lysten til at kunne prioritere det, for selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis det blev prioriteret. Men ja, der er vi ikke. Til gengæld glæder jeg mig over, at vi trods alt kan give ham korte dage og fridage og derudover uendeligt mange møs og kram, når vi har ham hjemme.

Billederne nedenfor har egentlig ikke noget med hverken vuggestuetanker eller en travl uge at gøre – snarere tværtimod. Det er billeder fra Filip kollegas have. For mig er billeder som dette altså i kategorien over total afstresning. Tilbage til rødderne. Jord under neglene. Fokus på det, der betyder noget…

Underskrift

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *