Så blev det maj og der er nu kun en måned til at vi må kalde det for sommer. Vildt. Vi fik for alvor indviet orangeriet i weekenden. Filip fik tætnet vinduerne så man nu kan sidde derinde i regnvejr. Min kusine, hendes mand og deres to børn var forbi i søndags, hvor vi sad ude i bare arme og måtte have både dør og vinduer åbne for ikke at “gå til”. Jeg elsker at kunne sidde midt i haven i starten af maj og så med temperaturer omkring 25-30 grader. Både Filip og jeg havde det som om, at vi havde haft en rigtig sommerferie dag. Så skønt.

I lørdags var mine søskende og jeg (plus alt det løse) hjemme hos mine forældre. Mine bedsteforældre var kommet fra fyn og min onkel og tante var ligeledes troppet op. Der er et helt fantastisk kræmmermarked hvert forår, hvor det er fast tradition, at vi mødes. Vi fik en masse fine ting med hjem og til nærmest ingen penge. Mine forældre bor i Ganløse og til trods for, at det kun er ca. 25-30 minutters kørsel væk fra byen, er der altså mange penge at spare i forhold til de københavnske markeder. Der var en del fin keramik, messing ting og marmor i lange baner og flere af tingene i rodekasser til ti kroner pr. stk. For et par år siden, fik vi et af de gamle margueritborde med tilhørende stole til kun 400 kroner. I samme periode stod bordet i sig selv til omkring 1500 kroner i den blå avis. Børnene får altid tyve kroner at snolde for og hvor kan der dog erhverves meget skrammel for de penge 😀

Lørdag var jo så også dagen, hvor jeg havde god tid til igen at møsse lidt på min nye nevø. Han er bestemt ikke blevet mindre sød og han var så også det eneste, jeg fik taget billeder af, hvilket indlægget her derfor bærer præg af. Haha.

Bettefisen herhjemme er begyndt at have en del opvågninger om natten, hvor han ligger og roder rundt, rejser sig op og selv har svært ved at få lagt sig igen. Det kan godt mærkes, når vækkeuret ringer kl 6:30. Jeg satser på at det er en periode og at han snart er god igen. Uanset hvad, er det jo kort tid, at han er baby endnu så det er bare om at fokusere på det positive og så få givet de kinder så mange kys, at de nærmest kan gå i opløsning. Jeg er lige kommet tilbage efter at have afleveret mellemstebarnet i SFO for anden gang. Hun frabeder sig den slags i offentligheden. ØV 😉 I må have en dejlig dag. Knus fra Charlotte.

Underskrift

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *