sommerkollage-2 kollage-Sommer

Den forgangne weekend bød, for mit vedkommende, på polterabend i lørdags. Min bror og svigerinde skal giftes i slutningen af august og pigerne skal være brudepiger. Det er med en klump i halsen, rystende hænder og små tics omkring øjne og mundvig, at jeg skriver dette. Sagen er, at særligt min store pige ikke er er såååå begejstret for at være i centrum eller for nye og ukendte ting og når først storesøster bliver lidt usikker, smitter det nemt af på lillesøster. Det er så heldigt, at det kun er Vor Frue kirke de skal giftes i – for den er jo ikke særlig overvældende?!? Men lige nu glæder de sig og jeg kan nemt forestille mig, hvor søde de bliver. Vi tager derind og går en lille øvetur inden og håber på, at det så går. Uanset hvad bliver det da helt fantastisk med sådanne omgivelser til en så skøn dag. Nå, men det var et sidespor… Jeg var til polterabend og det var en rigtig højgravidvenlig en af slagsen så det var både jeg og bettemanden jo godt tilfredse med. Vi hyggede på cafe, bruden blev forkælet med fine nye negle og vi red hestevogn gennem Københavns gader og stræder (spørg lige om man var irriteret over, at have glemt kameraet?!?). Når jeg skriver det næste lyder jeg som en, der har prøvet det 1000 gange hvilket er 999 gange forkert, MEN man lægger altså mærke til helt andre detaljer ved den by, man bor i, når man sidder i sådan en vogn. Smuk er det dejlige København altså.

Søndag stod på ren hygge i haven. Manden min er igang med at bygge et drivhus/orangeri/udestue til mig. Det er et projekt, der blev påbegyndt sidste år, men som vi bestemt regner med bliver færdigt i år (note to self: må sende manden et link af indlægget her). Det bliver simpelthen så fantastisk. Vi har selv tegnet det så det passer til både hus og have. Det bliver sådan et man kan nyde et kold glas hvidvin i om aftenen med et lille bålfad ude foran, skumfiduser og snobrød på en pind og voila, der er dømt overskudsmor på tapetet (igen virker det så fint i mit hoved så håber da at scenariet kommer til at ske bare en gang i mellem)

Alt imens manden var omgivet af rundsave, firkantsave, fræserdimser og lange forlængerledninger, hyggede pigerne og jeg med sandkasse, badebassin og solvogn (ærligt – jeg var nok mest at finde på sidstnævnte). I dag er de i hhv. børnehave og fritidshjem. Fra på onsdag holder vi igen ferie helt ind til skolen starter igen – forhåbentlig kan de afleveres med lillebror i barnevogn til den tid.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *